Burma i skole

Den 1. maj skinnede solen over Fælledparken i København, hvor godt 100.000 mennesker var mødt op for at fejre Arbejdernes Internationale Kampdag. Men den dag skinnede solen også på de børn, som Spejderhjælpens skoleprojekt i Burma støtter.

25 spejdere hjalp dagen igennem med at samle tomme flasker, dåser og plastickrus på den travle plads foran LO’s store scene. Ved dagens slutning havde vi fyldt mange, mange sække pant (selvom det ikke syner af meget i en stor container). Og vigtigst af alt, vi havde tjent 10.000 kr. til blandt andet skolepakker til børn i Karenstaten i Burma.

Tak til alle jer, der var med til at samle pant. Og tak til LO, fordi de valgte at støtte vores projekt.

Tre af de ihærdige spejdere, som holdt ud hele dagen fra kl. 12 til 20

Kalenderen siger nu februar, ja endda snart marts 2012, og meget vand er løbet i bækken siden sidst. Også i Burma, der har fået meget opmærksomhed i den internationale presse. I første omgang da USA’s udenrigsminister Hillary Clinton besøgte landet. Senere fulgte vores egen udviklingsminister Christian Friis Bach trop med et besøg til militærdiktaturet i øst, som er blevet rost for at have indført reformer, der kan tolkes som de første spæde skridt på vej mod demokrati.

Er der så stadig grund til at yde økonomisk støtte til det karenske mindretal i grænselandet mod øst? Ja, for som man siger, blev Rom ikke bygget på én dag, og det bliver et eventuelt nyt system i Burma heller ikke. Den eneste måde, karenerne kan lære at tale deres sag på, er igennem uddannelse af de kommende generationer. På trods af nye, lovende reformer er der stadig alvorlige konflikter i grænselandet.

Da vi i efteråret var i Karen-staten, fortalte en ung lærerstuderende os, at karenernes situation ikke umiddelbart bliver ændret af reformer, som vedtages i Rangoon (Burmas hovedstad).

Med andre ord: Støtte og hjælp til uddannelse af unge karenere har aldrig været vigtigere og mere relevant. For en demokratisk udvikling i Burma skal komme hele befolkningen til gode med alle dets etniciteter, og ikke blot beboerne i hovedstadsområdet.

Derfor glæder vi os til Spejdernes Lejr i juli, hvor vi får mulighed for at belyse Burmas og karenernes situation. Lejren nærmer sig med hastige skridt, og det kan mærkes på vores planlægning, som bliver mere konkret. Aktiviteterne tager form, men presset bliver også tungere. Mange bolde er i luften, og når de alle sammen skal gribes, kan det godt blive hektisk.

Kampgejsten er dog lige så høj, som den altid har været, og vi glæder os til at se jer i Spejderhjælpens Burma Village til sommer!

Her deler vi en masse spændende tanker.

Vores første par dage ved grænsen, samt mødet med karenerne og området.

Første videodagbog!

af Tina Andersen, Spejderhjælpens unge arbejdsgruppe

Klokken er 22:37, vi er trætte, og det er endnu ikke gået op for os, at vi flyver til Thailand i morgen. En uge med oplevelser for livet venter for døren, og det kan godt være en stor mundfuld. Lige nu sidder vi og hyggesnakker over en varm kop the, hjernerne er for længst stået af. Rikke har endnu ikke pakket sin taske, Johanne vil hele tiden have vi skal synge Mandalay og Benjamin, den kære søde Benjamin, er ENDNU ikke ankommet.

Dog er der ingen tvivl om, at vi glæder os, også selvom der venter en 20 timers lang rejse foran os. Puha, bare at skrive det er lidt af en mavepuster. Dog er der ingen tvivl om, at det er rejsen værd. Når vi står ved grænsen til Burma, hilser på de 10 burmesere vi skal lære at kende, vil det nok gå op for os, at det arbejde vi lægger i projektet, virkelig vil gøre en forskel!
Over and out!